| Oversigt | Næste dag |
Det var egentlig lidt svært at forlade den danske sommer i Danmark. Blå himmel og dejlig varmt. I Lake District meldte vejrudsigten om flere skyer og en anelse koldere. Hvis regnen kunne blive væk, var vejret i England imidlertid perfekt vandrevejr.
Marie diskede op med rester fra køleskabet og Anette & Jørn mødte op med deres rester. Vi sagde tak for mad og farvel til Marie og Anette sørgede for, at vi kom godt til Billund, hvor Mårslet beboerne allerede var ankommet.
Anette brokkede sig over, at hun ikke duede til at sætte bagagestrimler på kufferterne, men hun nåede at blive en sand mester i disciplinen, inden hun havde sørget for 3 af kufferterne.
Der var lidt kø ved sikkerhedskontrollen men en lun medarbejder sørgede for god stemning ved skranken, hvor alle remedierne skulle i kasser.
Vi gled alle 5 igennem uden anmærkninger eller konfiskerede ting fra håndbagagen. Som sædvanlig var vi i god tid, så der var tid til at gøre lidt indkøb og nyde en øl, før vi traskede mod gate nr. 4.
Her var der fyldt med mennesker og det hele var lidt tæt. Prikken over i’et var et meget ulykkeligt barn, som alle andre (end forældrene) håbede på skulle med et andet fly - eller i det mindste sad i en anden ende af det fly, som vi skulle med. Sådan bliver man straffet for slige fårlige tanker, for poden blev placeret et par rækker foran os andre.
Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde proppet et headsæt i rygsækkn, så på turen over Nordsøen kunne Papa Bue forsøge at overdøve den ulykkelige stakkel - og hans sikkert ditto forældre.
Så snart vi ramte den engelske kyst, dukkede skyerne op… Jeg konstaterede, at vi ikke fik den sædvanlige fanfare fra Ryanair, da vi landede. Vi var nelig lidt forsinket. Jørn var til gengæld glad for, at han havde bestilt et lidt senere tog fra Manchester Airport mod Windermere, så der var plads til at blive forsinket…
I lufthavnen var der nogen, der sagde “Hej Alex” til mig. Jeg kunne ikke lige se nogen af de andre i nærheden, så jeg gik videre. Så blev jeg passet op og det viste sig at være Majas forældre, der skulle til begravelse i England.
Når man rejser, kan tingene godt blive lidt hektisk, men det blev hurtigt kendetegnende for vores tur til Grasmere, at vi havde god tid hele vejen. Det var dejligt, at vi ikke skulle haste ned, for at finde et tog.
Vi var landet i Manchester Airport terminal 3 og vores næste destination var banegården i terminal 1. Udstyret med vores kufferter, begav vi os ud på en længere færd i de lange gange.
På banegården kunne vi få lidt let at spise og en Guinness til, før vores tog rullede ind på perronen. Der var ikke særlig mange mennesker med toget men til gengæld var vores kontrollør noget af en spasmager. Han skulle være standupper med hans humoristiske måde, at fholde os informeret. Og så hans syngende midtengelske accent, der fik mig til at tænke på Beatles. Da han stod af i Preston, takkede han mange gange fordi vi havde været ombord. En særlig tak til de passagerer, der havde betalt for billetten. Det kunne godt betale sig, mente han…
Toget var ikke et direkte tog, så vi steg af ved Oxenholme, hvor der var 50 minutters ventetid. Den sidste togtur til Windermere tog kun 20 minutter. Jørn havde booket en taxa, der kørte os den sidste strækning til Grasmere og det klappede alt sammen perfekt.
Vi ankom til Grasmere kl. 21:15 og med lidt møje og besvær fandt vi vores Cottage. Det viste sig, at vi skulle bo direkte over et tea hose, som Vibe og Marie besøgte, da vi sidste gang var i Grasmere. Huset var den klassiske grå stil for området med skiffersten på ydermurene. Indgangen førte direkte ind i køkkenet og via snørklede trapper kom vi op på førstesalen, hvor der var 2 væresler med dobbeltsenge og et værelse med en enkelt seng (mit værelse). Heroppe fandt vi også en opholdsstue og et forholdsvis nyt badeværelse.
Der blev snakket lige tilpas længe nok til, at vi missede vores aftensmad. Vi gik på pubben og konstaterede, at køkkenet lukkede kl. 21:30. Jeg sendte en venlig tanke til den lille osteburger, jeg nåede at konsumere i lufthavnen. Så kunne jeg nok klare mig til i morgen.
Vi skyllede et par pints ned. Først en Hawkshead Gold, som jeg var begejstret for. Dernæst en IPA, som efter min mening var helt ude af balance. Der var hældt alt for meget bitterhumle i og øllet var alt for bitter. Jørn var begejstret, det var os, der har forstand på øl ikke : )
Tilbage på Baldrys Cottage aftalte vi, at gøre fælles front mod morgenmad hos underboen næste morgen kl. 8.
Så var det godnat. Vi skulle være klar til første vandretur næste dag!
| Oversigt | Næste dag |